|
Torsdag aften spillede vi pokalkamp mod BMS, der sidste år blev nr. 3 i 2. Division. De må derfor siges at have været store favoritter.
BMS startede med at presse os hel bane, hvilket vi klarede fint til at starte med. Vi fik nogle scoringer, og fulgte med indtil 6-6. Derefter blev vi revet lidt med i tempoet, begyndte at miste tålmodigheden, og spillede i det hele taget lidt for hurtigt til at vi selv kunne følge med. Det resulterede i en masse turnovers, og vi tabte perioden 23-14. BMS pressede halvlegen ud og gik derefter over i en zone, som vi ligeledes havde svært ved at åbne op. Man må sige at det var tydeligt at de var to rækker over os, og havde spillet sammen i en længere årrække. Der var dog også en masse positive ting vi kunne tage med fra kampen. Alle kæmpe godt hele kampen igennem, og når vi fik sat vores forsvar op, og overholdt vores aftaler, fungerede det faktisk fint. Vores angreb kørte i perioder også fint, og vi fik taget nogle gode skud, der var dog alt for mange turnovers. Alt i alt fik vi en masse ting med derfra som vi kan arbejde videre med, og jeg syntes der var en god stemning efter kampen, og motivationen til at give den endnu mere til træning var da også at spore J Vi tabte kampen med ca. 48 point. |